Mandag var dagen, hvor vi besøgte den olympiske by i Beijing. Efter en interessant tur gennem Beijings morgentrafik, hvor vi tog metroen.

Efter en god tur i metroen kom vi frem til vores endestation, der var den olympiske by. I det øjeblik hvor vi kom ud af metroen, og op til den ”friske” luft eller det der skulle have været den friske luft – kunne vi endnu en gang, se hvor meget Beijing er plaget af smog.

Vi brugte det meste af dagen i den olympiske by, OL byen, hvor vi startede med at se Fuglereden både inde- og udefra – Det er et meget imponerende bygningsværk, men jeg tror ikke at Fugleredens facade er blevet rengjort siden de olympiske lege i 2008, idet man ser støv og snavs alle vegne.

Som billederne også viser er Fuglereden meget meget stor. Vi fik set fuglereden fra neden, siden og endda fra Toppen, hvor vi var oppe at gå på fugleredens tag.
På taget var der et imponerende udsyn over den olympiske by, men også ud over Fuglereden. Der var desværre så meget smog at sigtbarheden ikke var særlig god, men på en god dag ville der være en flot udsigt ud over Beijing fra toppen af Fuglereden.

Fuglereden er Beijings nationalstadion, og grunden til at stadionet kaldes fuglereden er på grund af stadionets facon. Fuglereden blev bygget op til de olympiske lege i 2008, hvor der var 91.000 siddepladser under legene, men dette er dog blevet reduceret til der i dag kun er ca. 80.000 siddepladser.

Fuglereden kostede ca. 3 milliarder kroner at bygge, og fylder ca. 250.000 kvadratmeter, og skulle være ca. 70 meter høj!

Efter at have besøgt fuglereden gik vi rundt i den olympiske by inden vi gik hen mod svømmestadionet, der også var en meget imponerende bygning.

Svømmestadionet kaldes Vandkuben, og der er plads til 17.000 tilskuere, men vi blev snydt – Vi besøgte et olympisk svømmestadion uden vand.

Det olympiske bassin var tømt for vand, da Peugeot var i gang med at bygge en scene til deres verdenspremiere af en ny bil, vi følte os meget snydt! – Billetterne var endda til fuld pris!

Svømmestadionets konstruktion er i sig selv særdeles bemærkelsesværdig, idet bygningen er en stålkonstruktion men formet efter ideen om sæbebobler med plast på ydersiden.

Om aftenen er det muligt at se et flot lysshow, hvor Vandkuben skifter farve. Farverne er regnbuens farver, og det er et meget flot lysshow. Svømmestadionet er dog mere imponerende udefra end indefra, idet bygningen indenfor er meget snavset.
Idenfor ligner et sted, der ikke har været gjort ordenligt rent længe.

Vandlandet indenfor er også lukket ned, der er dog et bassin med vand i, det der blev brugt som opvarmningsbassin under de olympiske lege. Her plasker de lokale kinesere rundt.

Efter at have besøgt den olympiske by, ville familiens ingeniør gerne besøge flere af Beijings imponerende bygningsværker, hvor vi startede med at se CCTV Tower.

CCTV Tower er to tårne, der samles i toppen. Det er meget flot og imponerende at kigge på. De lokale indbyggere kalder bygningen for de gigantiske boxershorts. Bygningen anvendes i dag som hovedkvarter for Kina statslige tv-station. Ellers blev en masse andre bygningsværker inspiceret, og selv byggepladser blev besøgt.

[print_gllr id=828 display=short]

Beijing med familien Dag 2

[print_gllr id=698 display=short]

Dag nummer 2: Søndagen blev brugt på en gåtur til Himlens Tempel, der også kaldes Temple of Heaven. Himlens tempel ligger i den sydøstlige del af Beijing, ikke så lang væk fra vores hotel.

Himlens tempel blev opført under Mingdynastiet, som et sted hvor kejseren bedte en bøn og udførte en masse ritualer for at opnå en god høst. Kinesere er generelt meget overtroiske, også i år 2014.

Området, hvor himlens tempel befinder sig er 273 hektar i alt – og vores far ville selvfølgelig gerne se så meget som muligt, så det blev til en rigtig lang gå tur, der tog det meste af dagen.

Parken eller pladsen bliver i dag flittigt anvendt af de lokale, både kineserne og indvandre. De lokale bruger parken til:

• Et sted, hvor de kan folde sig ud.
• Slå telt op og hygge sig med venner.
• Danse i fællesskab med andre.
• Synge i selskab med andre.
• Løbeture i grønne områder.

Hvorfor kineserne tager på udflugt i parken forstår man meget hurtigt – I det samme, som man træder ind i parken glemmer man at man befinder sig inde midt i en storby – alt summen fra bilerne, den tunge trafik og støj forsvinder, luften er en anelse bedre. Her er den ro, der er nødvendig for at samle ens tanker.

Den fredelige og rolige tid slutter i det øjeblik, som man forlader parken igen.

Vejrmæssigt var søndag rigtig god, der var rigtig godt vejr, men desværre en masse smog og meget tør luft. Den voldsomme smog kan ses på nogle af billederne – Udover den voldsomme smog, og det varme vejr var der også en særdeles tør luft, som gjorde det svært at bevæge sig rundt.

Resten af dagen bød på gåture i Kinas små gader, gågaden og ellers på en del shopping.

Opdateres løbende.

Billederne fra den første dag i Beijing med familien.  En 4 timers lang bustur. Overraskelsen i lufthavnen. Den lange gåtur i Beijings gader. – Der blivende løbende opdateret med flere billeder, da mit internet ikke er særdeles stabilt.

[print_gllr id=697 display=short]

Lørdag den 12. april 2014 var dagen, hvor jeg fik et mere besøg fra Danmark, knap havde de danske elever forladt Qinhuangdao inden det meste af min danske familie kom på besøg.

Nicolai, min lillebror, befandt sig allerede i Beijing sammen med sin klasse fra handelsskolen. Klassen skulle rejse hjem til Danmark søndag eftermiddag, men Nicolai tog nogle ekstra dage i Kina for at holde påskeferie sammen, men også for at besøge mig, og se hvordan min hverdag fungerer.
 

Om søndagen blev Nicolai hentet på hotellet , hvor ferien rigtig kunne begynde – dog manglede vores ældste storebror Christian, der er i USA på studietur.

Lørdag morgen, eller rettere nat, stod jeg op kl. 05:00 for at gøre det sidste klar til mine nye danske gæster.
Jeg skulle med bussen til Beijing, der havde afgang fra Qinhuangdao mod Beijing lidt i 8. Busstationen er 20-30 minutters kørsel i en Taxi fra min lejlighed.

I bussen var der kun en 20 små kinesere, men alligevel stank bussen rigtig meget! Lugten var en blanding af kål og et meget indelukket rum, jeg fik kapret bagsædet, længst væk fra kineserne som overhovedet muligt, men samtidig med mulighed for at åbne vinduet – en befriende fornemmelse, også selvom luften udenfor er meget tør og forurenet!  – De fleste kinesere, som man snakker med til dagligt har en meget dårligt ånde, jeg tror ikke de kender til en tandbørste og tandpasta.

På billederne ses en kinesisk rasteplads udenfor sommersæsonen, her er pt. begrænset med liv, men der gøres klar til sommeren, hvor der kommer mange turister fra både ind- og udland.

En kinesisk grisetransporter: En lastbil i samme længe som i Danmark, men med grise stablet i 3 etager. Der var ikke meget plads til grisene. Her er de på deres sidste rejse, på vej til slagteriet. Dyrevelfærd er ikke noget man har i Kina, det er mere økonomien der tæller. Det er også svært at prioritere begge dele, når så mange mennesker skal brødfødes.

Busturen blev overstået på 4 timer, med et enkelt stop undervejs. Efter de 4 timer var jeg ankommet til terminal 3, hvor jeg ville overraske mine forældre, farmor, farfar og min storebror, Frederik. De vidste ikke at jeg mødte dem i lufthavnen, og de vidste heller ikke at jeg havde fri hele ugen, så jeg kunne være sammen med dem.

Billedet er fra en af ankomsthallerne fra PEK. Efter en del ventetid, så man den første dansker komme ud af ankomsthallen, dernæst piloterne og endnu flere danske, der kom mange danskere men ingen fra Hjørring – Et stykke efter de andre, som rosinen i pølseenden, kom der 5 danskere fra Hjørring med meget bagage ud fra ankomsthallen, alle meget trætte. Der gik længe før de fik øje på mig, også selvom jeg havde øjenkontakt og vinkede til dem, de var meget fokuseret på at samle tropperne og finde ud af hvor de var.

Vi blev samlet, og jeg fik fanget deres opmærksomhed.

Det er min farmor og farfars første gang i Kina, og derfor havde vi bestilt en guidet tur med dansk guide. Guiden skulle fortælle om Beijings mange flotte seværdigheder. Farmor og farfar blev hentet allerede fra lufthaven, hvor vi ikke dem igen før sent ude på aftenen, hvor de var endnu mere trætte, men samtidig meget imponeret over dagens udflugter. Farmor og farfar deltager i den guidede tur helt ind til fredag.

Far, mor, Frederik og jeg tog bussen ind til Beijing fra lufthavnen, så vi kunne se noget af byen, mens vi nærmede os byen.

Min far var lige ankommet til endestationen, hvorefter han hiver kortet frem for at finde hotellet. Han regner med at det er samme målestoksforhold på bykortet som i Hjørring, jeg svarer ham at der er langt til hotellet, men han insisterer der er ikke langt, vi kan sagtens gå.

Efter en større byvandring på et par timer, og med en del forvirring kom vi frem, det skal dog siges at en Metro koster 2 Yuan pr. næse, men det kunne ikke svare så, det var hurtigere og nemmere at gå, mente Far – Jann.

Vores hotel lå lige ved siden af gågaden i Beijing, en gågade med mange flotte butikker og masser af liv. Hotellet var placeret utrolig centralt, tæt på en metro, tæt på de lokale restauranter og ellers meget tæt på gågaden, der altid var fuld af liv.

Efter installation og afslapning på hotellet gik vi endnu en tur rundt i Beijing, dels for at finde noget at spise men også for at se Beijing by Night.

Da vi skulle have aftensmad, fandt vi en lokal restaurant, hvor tjeneren spurgte om vi kunne lide grøn peber, hvor jeg svarede ja, efter at have spurgt familie. Det vi ikke vidste, var at hun mente grøn chili, som var MEGET stærk.

Efter maden gik vi rundt i gågaden, så på fredspladsen, de små sidegader med mange butikker og ellers bare hygget og snakket om tingene siden jeg forlod Danmark for snart 2 måneder siden.

[print_gllr id=697 display=short]

Jeg blev i onsdags inviteret til badminton, hvor jeg skulle agere hjælpetræner for 40 børn i alderen 6-14 år. Der var nogle få af børnene, som kunne snakke engelsk. Det var helt klart en fordel at de kunne snakke engelsk, men ellers kunne træneren snakkede engelsk til mig, og kinesisk til børnene. – Hun var lige kommet hjem fra England. Hun studerende på et engelsk universitet, og regner med at tage tilbage så hurtigt som muligt.

Jeg vidste ikke hvor mange børn, som skulle spille inden jeg tog hjemmefra. Jeg vidste dog at der var 9 baner i hallen. Spilletiden var 19-21 efter børnene havde været i skole. Jeg havde en forestilling om at hele hallen var fyldt op med små børn, men jeg fik mig en meget stor overraskelse, da jeg kom ind i selve badmintonhallen.

I hallen var der 40 børn, som skulle trænes. Alle børnene var meget glade for at se mig, og var mere glade for at se og snakke med mig end at spille badminton – men arealet de havde, var sammenlagt kun en badmintonbane, der hoppede børnene rundt – Vel at mærke uden bold, for de var jo kun begyndere, så det er børnene ikke gode nok til endnu.

Forældre i dagens Kina bestemmer allrede børnenes erhverv fra de er helt små, og nogle af de engelsktalende forældre fortalte at deres børn skulle være badmintontrænere, og når man spurgte hvorfor, er svaret: fordi der er prestige i det og så bliver man rigtig rigtig godt betalt.

I hallen var der som sagt 9 baner, der alle blev brugt til fulde. I Hallen var der badmintonspillere nok til at man kunne lave hallen i to etager. Kutymen var at man spillede en kamp, og så skiftede man ud.

Alle spillere var interesseret i hvem jeg reelt var, og de fortalte at de havde hørt noget gennem deres venner. De sagde, at jeg nok kunne finde ud af at spille badminton.

Det er sjovt at se, hvordan hallen følger en rundt, og ser hvordan ens bevægelser er – De forsøger at efterligne mine finter, og det sjoveste er når man laver en smash, der flyver hurtigere end de nogensinde har set før, så bliver der i helt stille, hvorefter de klapper, og råber noget på kinesisk.

Ellers var der 30 voksne spillere i alderen 25-30 år, der også ønskede at lære at spille rigtig badminton. De ønskede at lære det fra bunden af, så de havde 1 bane at muntre sig på, igen spillede de uden bold og lavede øvelser i luften. Selv syntes jeg det var meget kedeligt at kigge på, men man må da håbe de andre synes det er meget sjovt.

I løbet af aftenen kom flere kinesere hen til mig for dels at snakke engelsk med mig, men også etablere et venskab, så vi kunne mødes senere – Flere tilbød mig at køre hjem, og alle ville være mere en imponeret over at møde mig.