Jeg blev i onsdags inviteret til badminton, hvor jeg skulle agere hjælpetræner for 40 børn i alderen 6-14 år. Der var nogle få af børnene, som kunne snakke engelsk. Det var helt klart en fordel at de kunne snakke engelsk, men ellers kunne træneren snakkede engelsk til mig, og kinesisk til børnene. – Hun var lige kommet hjem fra England. Hun studerende på et engelsk universitet, og regner med at tage tilbage så hurtigt som muligt.

Jeg vidste ikke hvor mange børn, som skulle spille inden jeg tog hjemmefra. Jeg vidste dog at der var 9 baner i hallen. Spilletiden var 19-21 efter børnene havde været i skole. Jeg havde en forestilling om at hele hallen var fyldt op med små børn, men jeg fik mig en meget stor overraskelse, da jeg kom ind i selve badmintonhallen.

I hallen var der 40 børn, som skulle trænes. Alle børnene var meget glade for at se mig, og var mere glade for at se og snakke med mig end at spille badminton – men arealet de havde, var sammenlagt kun en badmintonbane, der hoppede børnene rundt – Vel at mærke uden bold, for de var jo kun begyndere, så det er børnene ikke gode nok til endnu.

Forældre i dagens Kina bestemmer allrede børnenes erhverv fra de er helt små, og nogle af de engelsktalende forældre fortalte at deres børn skulle være badmintontrænere, og når man spurgte hvorfor, er svaret: fordi der er prestige i det og så bliver man rigtig rigtig godt betalt.

 

I hallen var der som sagt 9 baner, der alle blev brugt til fulde. I Hallen var der badmintonspillere nok til at man kunne lave hallen i to etager. Kutymen var at man spillede en kamp, og så skiftede man ud.

Alle spillere var interesseret i hvem jeg reelt var, og de fortalte at de havde hørt noget gennem deres venner. De sagde, at jeg nok kunne finde ud af at spille badminton.

Det er sjovt at se, hvordan hallen følger en rundt, og ser hvordan ens bevægelser er – De forsøger at efterligne mine finter, og det sjoveste er når man laver en smash, der flyver hurtigere end de nogensinde har set før, så bliver der i helt stille, hvorefter de klapper, og råber noget på kinesisk.

 

Ellers var der 30 voksne spillere i alderen 25-30 år, der også ønskede at lære at spille rigtig badminton. De ønskede at lære det fra bunden af, så de havde 1 bane at muntre sig på, igen spillede de uden bold og lavede øvelser i luften. Selv syntes jeg det var meget kedeligt at kigge på, men man må da håbe de andre synes det er meget sjovt.

 

I løbet af aftenen kom flere kinesere hen til mig for dels at snakke engelsk med mig, men også etablere et venskab, så vi kunne mødes senere – Flere tilbød mig at køre hjem, og alle ville være mere en imponeret over at møde mig.