Scenen er sat, der har været store stjerner her før. I dag er der 24 badmintonbaner i hallen, alle næsten efter rigtig kinesisk stil. På enkelte badmintonbaner mangler nogle af linjerne. Gulvet er snavset, og man skøjter rundt, men lige midt i hallen, er 4 rigtige badmintonbaner. Det må være Centre Court, det var her jeg skulle spille. En ting jeg bemærkede meget hurtigt var at det er tilladt at ryge i hallen, både udenfor banen, men også mens man spiller badminton, hvordan de håndterer det, forstår jeg ikke – Det må vidst være kinesisk hygge badminton.

Da man trådte ind i hallen, begyndte alle tilskuere såvel som spillere at kigge efter den hvide udlændige, der var kommet til byen, jeg skilte mig ud, – Hvem var han, og hvad kunne han?

Jeg fik stukket en ketcher i hånden, og jeg startede med at spille mod de studerende fra universitet. Drengene havde samlet en 14 stykker, der skiftevis fik en kamp mod mig. De var to spillere mod mig, jeg afgav ikke et sæt under hele spillet, og i takt med vi spillede blev interessen større og større for hvem jeg var, de synes jeg spillede rigtig godt. Nogle af eleverne havde endda brugt den kinesiske version af Google til at finde ud af hvem jeg var, og hvilke titler jeg havde opnået. De var meget imponeret, men tilbage til spillet, efter at have spillet mod dem fra universitet begyndte andre i hallen at udfordre mig, men ingen af dem kunne give nævneværdig modstand.
En af eleverne kom over til mig bagefter, hvorfor sveder du ikke som os andre? Jeg svarede at det var fordi jeg var i god form, men jeg tror mere det var fordi niveauet ikke var overældende, men der var gode spillere imellem mængden.

Efter jeg havde spillet ville de alle vide mere om hvordan man blev en bedre badmintonspiller, hvor ofte jeg træner og hvor meget jeg ligger i træningen. Jeg lærte dem også nogle finter, men om de kan huske dem tvivler jeg på.

Eleverne har sagt at jeg er rigtig god, og enkelte er endda også gået skridtet videre og sagt at jeg er den bedste spiller de nogensinde har mødt og at jeg er deres idol. Der er flere elever, der har spurgt efter om de kan have træningslektioner med mig, måske man skulle starte en forretning op?

Rygtet, om at jeg har været i byen for at spille badminton har åbenbart bredt sig utrolig hurtigt. Drengen, der arrangerede badmintonkampene for mig har fået besked fra hvad han selv sagde, skulle være byens bedste spiller, der ønsker at spille mod mig allerede næste lørdag hvis jeg har tid.

Ellers går livet derudad, tiden flyver afsted, og om en uge kommer Handelsgymnasiet i Hjørring på besøg, der kommer 20 friske elever og 2 lærere på studietur til byen. Det bliver spændende at få dansk besøg, men også at vise dem rundt på et af byens mange madsteder, både de billige og ”dyre” steder.

I går brugte jeg:
1 Yuan for morgenmad (Soyabønner Ala drikkeyoghurt)
8 Yuan for middagsmad (spicy noodles med kød og grøntsager)
6 Yuan for aftensmad (Ris med kartofler, bøf, kål, sovs m.v.).

Så det er meget billigt at leve i Kina, og maden smager godt samtidig med at man bliver mæt. Alle gange har jeg fået den store menu, og det er nogle ordentlige portioner.

Badminton på det olympiske stadion var helt klart en oplevelse.