Min første lektion på universitet er nu overstået. Jeg havde forventet at antallet i klasserne ville være noget lignende en dansk klasse, men da jeg kom ind i klassen, rejste eleverne sig op, og efter en navnerunde, sad der 67 studerende på de forskellige rækker i lokalet, hvoraf der maksimalt var 10 drenge ud af de 67 studerende.

Men de drenge, som der nu var i klassen fik jeg snakket lidt med. Drengene var generelt meget lykkelige over at være de eneste drenge i klassen, og efter jeg havde snakket lidt med dem blev jeg inviteret op i deres dometry (stedet, hvor de bor).
De studerende bor på et forholdsvist meget lille værelse, men som de selv siger ”De klager ikke. De skal kun bruge værelset, når de skal sove og til opmagasinering af deres grej.”

Til dagligt har de timer, og efter skoletid forbereder de sig til dagen efter, ellers så udfolder de sig på en af de mange sportspladser universitet har. Der er mulighed for at dyrke sport, så der kan komme ilt til hjernen. Der er faciliteter til badminton, fodbold, basketball og udendørs fitness.

Tilbage til den første lektion: Det var første gang, at jeg stod foran så stort et publikum, og det var alle nogle, som jeg endnu ikke kendte. Ikke nok med at stå foran 67 personer, du aldrig har mødt, skal du samtidig snakke engelsk til dem. Jeg havde modet til det, og følte mig ikke nervøs inden forelæsningen, jeg følte mig velforberedt og klar til opgaven.

Det var underligt for mig at tænke på at de studerende er noget ældre end mig. Det må også være en omvæltning for de studerende, at de lige pludseligt skal undervises af en 20-årig nordjyde. Det kan ikke passe at der ikke er nogle af eleverne, der er skeptiske, og tænker: ”Hvad kan den unge knægt lære mig?”

Selve lektionen gik nogenlunde, som jeg selv havde planlagt, dog fandt jeg ud af at mit oplæg kun tog halvdelen af den planlagte tid. Det bør nok tilføjes at en lektion på universitetet i Kina er to klokketimer. Så det er meget indhold, som der skal forberedes, specielt når man selv er vant til en enkelt klokketime på Handelsskolen, og der synes man en tysktime fredag eftermiddag  kunne være langtrukken og kedelig?

Jeg kunne kun snakke i 1 time om dagens emne, hvad gør man så? Det er bandlyst, og slet ikke en mulighed at give eleverne tidligere fri, eller at eleverne skal opfatte mistanke om at man er dårligt forberedt?
Man improviserer på bedste vis, og tager hvad man har lært fra tiden på Handelsskolen. Nemlig, at improvisere under en fremlæggelse, man hiver et par kaniner op af hatten.

Dagens valg faldt på gruppearbejde, det kender de kinesiske elever ikke rigtig til. Derfor bad jeg eleverne om at sætte sig sammen parvis og finde på 5 spørgsmål om Danmark, for dernæst at have en mundtlig dialog om Danmark med de studerende.

De sagde efterfølgende, at det var de langt fra den undervisning, som de er vant til, men at de kunne lide min måde at undervise på. Så selv i Kina kan man sige forandring fryder, også selvom det var meget anderledes end traditionel kinesisk tavleundervisning. Den generelle respons var at eleverne var meget tilfredse med min undervisning.

Det svære ved at undervise på engelsk i et land som Kina, er at man hele tiden skal sikre sig at alle elever forstr hvad man siger, og hvad man mener. Det er svært, hvis eleverne ikke forstår ordene for jeg har ingen mulighed for at forklare det på kinesisk, så enkelte gange må jeg forklare ordene ved lave lidt tegnsprog, og så ved de for det meste, hvad man mener – eller i hvert fald en af eleverne kan regne det ud, og kan derefter fortælle resten af klassen, hvad jeg mener.

De kinesiske udtalelser og endelser er meget forskellig fra dem, som vi kender som engelsk, og mange gange kan ordet få en helt anden betydning, når kineserne snakker engelsk. Det skete da også et par gange, at jeg svarede på noget andet end det eleverne spurgte om, men der vil altid ske misforståelser, hvor to forskellige kulturer mødes.

Dagene går meget stærkt, og jeg har ikke haft mulighed for at kede mig endnu, der er altid nogen der gerne vil have besøg eller nogen der gerne vil besøge mig i min lejlighed. Jeg fornemmer, at Kineserne synes at det er lidt sejt at kende læreren, og være ven med en lærer.

Jeg lavede en fejl, eller skal vi sige at jeg har været lidt for venlig under dagens lektion. Jeg gav min mailadresse væk og mit brugernavn til et chatprogram, som hedder QQ, lidt lignende FaceBook og sidenhen er der tikket adskillige mails og kommentarer ind.

Men endnu engang skal kinesernes gæstfrihed roses til det ypperste. I går aftes valgte jeg at sige nej tak til at tage med ud at spise fordi jeg havde meget, som der skulle forberedes og jeg samtidig ikke var rigtig sulten, jeg havde fået et ordenligt måltid til middag.

Senere samme aften ringer Jenny, en god veninde, på min kinesiske mobiltelefon, og siger ”Alex, er du hjemme? Jeg har lige været i Supermarkedet” Jeg sagde ja, kig forbi – hvorefter hun kom slæbende med en stor indkøbspose, hvor der var bananer, friske jordbær, æbler, pærer, pålæg, toastbrød, ost, drikkevarer, forskellige slags yoghurter – så jeg kunne finde den variant, som jeg bedst kunne lide – og ellers var der mange andre spændende sager i indkøbsposen.

Kineserne gør rigtig meget for at varte mig op, og at jeg skal føle mig hjemme her i Kina, uanset hvor, jeg er eller hvad tid på døgnet, jeg skulle have brug for hjælp.

Kinesernes gæstfrihed er ekstrem, og uanset om det er på en lokal restaurant eller et andet sted, så er det imponerende, hvor flinke kineserne er, selvom man ikke kan snakke med dem.

I dag var jeg endnu engang inviteret ud at spise, så det ender nok med at jeg efter disse 3 måneder i Kina ikke får brugt mit køkken i lejligheden en eneste gang, men nu får vi se. – Mon Mors Køkken hjemme i Danmark kan hamle op med mine fine spisevaner, når jeg kommer hjem igen.
Men alle mine restaurantbesøg må også snart få en ende, skolen har nemlig også adskillige kantiner, der skal besøges. Det kunne jo være der var en favorit heriblandt, selvom de studerende ikke er så meget for det, de synes kantinerne er overfyldt og snavset, men en oplevelsen bliver det.